Hvorfor er det så svært at forholde os til klimaændringer?

Så er tiden endelig kommet, hvor der synes at være bred konsensus omkring klimaændringernes eksistens. En ekstremt tør og varm sommer rammet os også her i nord, mens kraftige storme og orkaner skyllede hele byer væk længere sydpå. Der tales dog stadig mest om uenighed om kausaliteter, grader, tidsrammer end hvad, vi kan gøre for at bremse effekten af ændringerne. Videre er de fleste enige om at ansvaret og dermed initiativ til handling skal komme fra politisk hold, da den enkeltes forbrug blot er en dråbe i havet. Trods i dette, vælges der politikere verden over, med helt andre prioriteter end klima og miljø. Diskussioner både på nettet og over aftensmaden er ofte præget af det vi kan håndtere, som hvorvidt avocado egentlig er mere klimavenlig end økologisk kylling, end at adressere det vi uundgåeligt kommer til at skulle tage stilling til: Hvad vil konsekvenserne blive? Hvad vil der komme til at ske? Det synes bare uendeligt mere behageligt at diskutere hvorvidt veganere er ekstremister, end hvor vi skal tage hen, hvis hvis vi ikke kan blive værende her. Løsningen er ofte at simpelthen lukke ned for det hele eller scrolle videre til videoen med de sjove katte. Vi bliver ved med at forbruge, rejse og leve, som om intet var hændt.

 

Hvorfor er det så svært at tage stilling til vår tids uden tvivl største udfordring? Er vi ikke alle enige om at vores børn og børnebørn fortjener at leve i en verden med samme grad af tryghed og forudsigelighed som os selv? Kan det virkelig passe, at mennesker der identificerer sig som optaget af miljøet, uden at tøve flyver på ugetur tur til Thailand (som tilsvarer et helt år med bilkørsel), med det argument, at flyveren blot ville rejst med et tomt sæde, om vi ikke tog med?

 

Ofte kommer dette af, at det er svært for vores hjerner at forstå farer, der er diffuse og hvis konsekvenser er usikre og (stadig) lagt væk i tid og sted. Vi er simpelthen ikke lavet, for at fatte omfanget af – og dermed gøre noget med – klimaændringerne. Distancen til en trussel er derfor afgørende for om vi klarer at handle på den. Videre styres vi i stor grad af vaner og belønning – vi gør som vi plejer, og som det behager os. Når vi handler på måde der strider imod vores holdninger eller kundskab, oplever vi en form for psykisk ubehag, der kaldes kognitiv dissonans. Vi ved godt at en tur i flyveren er noget svineri for miljøet, men gør det alligevel. Vi dæmper ofte dette ubehag ved at benægte eller betvivle fakta om forurening eller reducere vigtigheden af denne ene flyvetur, eller argumenterer med, at andre er værre end os. Andre “teknikker” er at tilpasse vores egne opfatninger, så de bedre matcher vores handlinger (“der skal nok mere forskning til, for at bevise at klimaændringerne er menneskeskabte”) eller kompensere ved for eksempel at kildesortere. Dette er menneskehjernens måde at skabe sammenhæng i tilværelsen på, og det kan være svært at opdage ens egne logiske brister.

 

Mange oplever også at de overvældes af alvoren, og ligger vågne om natten og går med en klump i maven med tanke på fremtiden. Denne frygt er blevet kaldt klimaangst, eller eco-anxiety, og en kompleks følelse der ofte ledsages af håbløshed, handlingslammelse, tristhed, tab og sorg. At sidde alene med sådanne følelser kan være overvældende, og fører sjældent til konstruktiv handlen.

 

Så hvad kan du selv gøre, hvis du rammes af angst og bekymring omkring klimaet? Det er meget lettere, at lave om på noget, hvis du oplever, at du reelt set har nogle handlemuligheder.

 

Her er 6 forslag til indre og ydre handlen:

 

Være ærlig

Vær ærlig og spørg sig selv: Hvorfor kommer jeg med dette argumentet? Det er helt i orden, endda meget menneskeligt, at opleve kognitiv dissonans, eller at ikke kunne overskue svære problemstillinger. Første skridt er simpelthen at erkende, at du har svært med at forene dine tanker, følelser, holdninger og handlinger.

 

Mærk efter, og tal om det

Vi burde nok være forbi det stadium, hvor det at tale om bekymringer for klimaændringer er et tabu. Alligevel kan det være svært at sætte ord på hvad der rører sig, når der kommer til diffuse og omfattende trusler som klima og miljø. At mærke efter og forsøge at sætte ord på det du oplever, vil gøre dig mere bevidst omkring dine egne reaktioner, og forhindre apati generel ængstelse. Har du børn, har de garanteret lært om klima i skolen, og har måske spørgsmål eller bekymringer. Der findes flere gode guides på nettet, for hvordan man taler med børn om klima på en konstruktiv måde.

 

Vær rummende

Forsøg at ikke være fordømmende, hverken mod dig selv eller andre. Det kan være mega irriterende, at blive belært af andre, og det kan endda føre til polarisering af holdninger. Vi er til syvende og sidst i samme båd alle sammen (dog forhåbentlig ikke bogstaveligt), men skal igennem individuelle tanke- og følelsesmæssige processer. Det kan for eksempel være meget fristende at indtage en “hvad var det jeg sagde-holdning” til en nyligt omvendt klimafornægter, eller indtage en kritisk forsvarsposition med det samme der tales om klima. At ændre holdninger og adfærd er en langsom og ofte smertefuld affære, præget af skam og modstand. Vi kan hjælpe hinanden ved at omtale holdninger som noget der ændrer sig over tid, og ikke nødvendigvis er knyttet til identitet eller absolutte sandheder. Ved at fokusere på temaer vi alle kan enes om, på trods af politiske ståsteder, vil vi nemmere inkludere hinanden og bevæge os i samme retning. Eksempelvis ved at tale om hvordan vi bedst kan sikre helbred, tryghed og madproduktion i fremtiden, hellere end detaljer om tal, kausaliteter og hvad det vil koste.

 

Lær af tidligere generationer

Vil det være så slemt at forbruge mindre? Spørg ældre mennesker, hvordan de levede inden forbrugssamfundets indtog, måske også under krigen. Hvordan klarede de sig uden de ting, som synes uundværlige for os? Hvad betød noget for mennesker dengang, der var meget færre muligheder? Var der fokus på nogle andre værdier, hvad gjorde hverdagen meningsfuld dengang? Hvordan håndterede de livet i krisetider? Var det svært, at ikke blot lukke øjnene for hvad der skete ude i verden?

 

Vær modig – og optimistisk

At lære om de mulige lokale effekter af klimaændringer kan være skræmmende, men vil gøre problemet mere håndgribeligt og konkret. Menneskeheden har håndteret utallige globale kriser op gennem historien, men det har krævet mobilisering. At tørre at se frygten i øjnene og lære at forstå dine egne følelsesmæssige reaktioner, gør dig mere modstandsdygtig på lang sigt. Obs! Her anbefales det ikke at sidde alene om natten og google dommedagsprofetier og konspirationsteorier. Tag eventuelt til en forelæsning, hvor der er mulighed for at stille spørgsmål og tale med de andre bagefter.

 

Opsøg et fællesskab

At have stærke bånd til familie, venner eller lokalmiljø, fremmer både generel mental sundhed, og gør det nemmere at tackle både reelle krisesituationer, og frygten for at komme ud for en. Er du den første i din familie eller vennegruppe, til at sætte klima på dagsorden, kan det være svært at opleve støtte. At deltage i fællesskaber med et konstruktivt fokus på miljø- og klimaudfordringer og håndtering af disse, giver dig oplevelsen af samhold og tryghed plus kundskab som du kan give videre. Dette vil fremme din tro på egen modstandskraft, og gøre dig bedre i stand til at håndtere usikkerhed. Det er desuden meget nemmere at lave ændringer i forbrug og adfærd, når man er flere om det.

 

Her kan du også læse om 7 forslag til hvordan du kan gøre din hverdag mere miljø- og klimavenlig.